onsdag den 30. januar 2013

Og lidt om en sund pandekage....



Jeg har som så mange andre her i blogland kastet min madkærlighed på bananpandekager.
Jeg har luret rundt og har især hentet stor inspiration på Marians blog, hvor der er pandekageopskriften man lige står og mangler:-)
Jeg har især kigget efter en opskrift uden mel, og her kommer vores variant af de fantastiske bananpandekager.

ca. 8-10 små pandekager:
- 2 modne bananer
- 3 æg
- 1 håndfuld mandler eller andre nødder blendet til mel
- 1/2 tsk stødt kardemomme
- evt. et sjat rismælk eller alm. mælk

Hele herligheden blendes til det er jævnt og godt flydende, som man nu synes en pandekagedej skal være. Varm en pande op og steg i smør, margarine eller kokosolie.
Hæld en lille klat dej på panden svarende til størrelsen på en overskåret appelsin og steg de lækre små kager.
Jeg har prøvet at ville lave store tynde pandekager ud af dejen men den går ikke rigtig. Ihvertfald ikke på mit gamle komfur. Pandekagerne kan ikke vendes og går fuldstændigt i stykker. Så små pandekager er at foretrække.

Jeg kan godt lide at spise dem med jordnøddesmør og æblebåde. Anders får dem med i sin frugtmadpakke, fordi der er så mange gode ting i dem. Lige til at give energi på den gode måde til et raskt børnehavebarn. De er tilpas søde uden at være kvalme med en dejlig krydret smag, så han spiser dem som de er.
Skal man lige hygge lidt ekstra skal jeg lige hilse og sige, at de er fantastiske med en klat flødeskum og lidt hjemmesylt fra i sommers:-)

mandag den 28. januar 2013

Lige lidt om en kage bagt i køleskabet...





Den snedige har nok regnet ud at det drejer sig om en raw inspireret kage. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt, og det gør jo på ingen måde noget hvis det kan spises med god samvittighed;-)
Den er fyldig og rig på smag med en skøn konsistens...I er nødt til at prøve den.

Den rigtige raw opskrift har jeg fået af min søde veninde, og jeg har justeret en smule i mængden og i nogle af ingredienserne, så den ikke blev så stor(når det nu var første gang jeg skulle "bage" den) og så den også tog hensyn til hvad jeg lige havde i forvejen:-)

Raw inspireret brownie ( et lille stykke til 4 personer )

Bund

1/2 dl kakaopulver ( jeg brugte Urtekrams fedtfattige kakaopulver. Den er SKØN)
1 dl nødder ( jeg brugte en blanding af mandler, pecan, cashew og hasselnødder)
1/2 spsk kokosolie, margarine eller smør (jeg brugte smør)
1/2 knivspids salt (hvis du laver den med kokosolie)

Fyld

1 dl kakaopulver
240 g. tørrede dadler. De der store bløde nogen.
1 spsk plus en smule mere kokosolie, margarine eller smør
1 tsk vanilie

Nødderne males til mel f.eks. i en kaffekværn (det er en god ide lige at hakke dem lidt først, inden de ryger i kværnen) Rør de øvrige ingredienser med nøddemelet til en fast masse. Tryk massen ud i et tyndt lag i en lille form (feks. springform) foret med bagepapir eller madfilm.

Blend alle ingredienserne til fyldet og fordel det over bunden. Stilles i køleskabet nogle timer.

Drys den evt med kakaopulver igennem en sigte og nyd den med en dejlig kop te:-)

Den er SÅ god. Næste gang jeg skal lave den tror jeg dog jeg vil have en tykkere bund. Jeg kan godt lide konsistensen fra nøddemelet og at bunden ikke er sød. Godt der er en anledning til at lave den igen.

Nå ja og de øvrige billeder er bare lidt fra i aften:-)



lørdag den 26. januar 2013

Brrrrrr.....det er koldt








Det er ikke meget vi går ud for tiden, kun når børnehave og job kalder eller når et køleskab skal fyldes. Der drikkes mængder af te (og kakao, når trangen dukker op) og spilles spil. Både de fysiske og de digitale. Også har vi set det meste af vores lille samling af Hayao Miyazaki film.
Håber I kan holde varmen:-)

tirsdag den 22. januar 2013

JEG kunne godt bruge sådan en plakat dér...




Se se se hvad der kan vindes LIGE HER
Signe Kjær er illustrator og uddannet fra Designskolen Kolding. Hun har i øjeblikket en give away kørende på sin blog, som udover at byde på øjenguf i form af flotte illustrationer, også indeholder skønne hverdags og inspirationsbilleder.
Kig forbi, det har jeg ihvertfald gjort:-)

mandag den 21. januar 2013

Indendørs








Jeg foretrækker indendøre når det er så koldt udenfor. Og er selskabet familien og en tændt brændeovn, så klager jeg ikke

søndag den 20. januar 2013

Flyvende grævlinge og svedende mænd...



More to come...

Ingenting at sige...








 




...men lidt at vise. Ikke noget særligt, også alligevel. Bare lidt weekend:-)
Hindbærsnitterne er bagt efter DENNE OPSKRIFT.
Figenkuglerne på billede 2 er lavet ved at ælte 4 figenstænger (som Anders ikke gad spise) sammen med korn af 1/2 stang vanilie og ca 1 spsk kakao. Tril i kakao og nyd dem:-) psst...de er garanteret også gode med dadler.

fredag den 18. januar 2013

Arbejde



Jeg er i fuld gang...fuld sving med nye motiver. Efter en større tegnekrise er jeg nu på rette vej...hep hep hep:-)

onsdag den 16. januar 2013

Hverdagens inspiration



    






- Smukke blomster
- Hjerte asparges kartoffel...jeg har aldrig før fået en hjertekartoffel. Jeg tror jeg vil prøve denne idé fra Tina Dalbøge. For spises...det skal den ikke. Jeg synes det en så fin
- Banan på papir bagt i ovn...lidt overfladeeksperimenter
- Rackham
- Lys/mørke
- Skønne chokolader i fin form...(og med velsmag...skulle jeg lige hilse og sige:-)

mandag den 14. januar 2013

Årets første julefrokost:-)













Jeg var heldig at tilbringe det meste af lørdagen med nogle meget dejlige damer. Vi startede allesammen på Designskolen Kolding på 4 forskellige studieretninger i 2005 men er blevet færdige på forskellige tidspunkter pga orlov og barsel. Heldigvis mødes vi fast 2 gange om året udover det "løse":-)
Og i lørdags holdt vi 2012 julefrokosten i snevejr, med skøn tre-retters menu fra Oven Vande i Fredericia, Christiansfelder honningkage, Summerbird flødeboller, snacks, cremant og pakkeleg.
Sådan en skøn dag med gode veninder, snik snak, masser af hygge og dejlig mad...åhh jeg lever længe på det:-)

Håber I også har brugt weekenden i pragtfuldt selskab

tirsdag den 8. januar 2013

Hverdag og om at starte langsomt...








Jeg synes jeg har været en lidt langsom starter her efter ferien. Ferie er dejligt, men efter ferien skal jeg altid sparke mig selv lidt op i gear:-) Kender i det?
Nu gælder det arbejde, sund mad (jeg længes så meget efter forår, sommer og friske danske grønsager) og hverdagen, som jeg holder så meget af.
Hvad mon det nye år bringer:-) For vores vedkommende er der ihvertfald en lille purk, som skal starte i skole...resten tager vi, og håber det bringer glæde;-)

Glædelig hverdag derude